Gå til indhold

Danmarks Europaminister besøger Estland

Danmarks nye Europaminister Marie Bjerre aflagde den 22.-23. oktober 2024 besøg i Estland som led i forberedelserne til Danmarks kommende EU-formandskab i anden halvdel af 2025.
Under besøget mødtes Europaministeren med den estiske udenrigsminister Margus Tsahkna for at drøfte aktuelle europapolitiske spørgsmål, herunder EU’s udvidelse, støtte til Ukraine og konkurrenceevne. Begge ministre understregede vigtigheden af et styrket nordisk-baltisk samarbejde, herunder også i EU-regi, for at sikre en stærk, sikker og konkurrencedygtig Union.

Europaministeren fik også anledning til at mødes med europaudvalget i det estiske parlament, Riigikogu, for at høre nærmere om Estlands prioriteter for EU-samarbejdet, som på mange områder stemmer overens med de danske prioriteter.

Derudover var vigtigheden af digitale løsninger og innovation for at sikre EU’s konkurrenceevne et centralt emne under ministerbesøget. I en udtalelse om Estlands digitale udvikling sagde minister Bjerre: "Estland er blandt de lande, som har flest digitale løsninger i verden. Danmark vil samarbejde med Estland om at udbrede brugen af digitale løsninger i hele EU, som kan gøre livet lettere for europæiske borgere og virksomheder. Det er nødvendigt for at forbedre vores konkurrenceevne."
 
Marie Bjerre og Margus Tsahkna / Foto: Ambassaden