Spring til indhold

Hendes Majestæt Dronningen besøger Estland i juni

15.04.2019  16:13
Danmarks historie er tæt forbundet med Estlands hovedstad Tallinn, som ifølge sagnet var stedet, Dannebrog faldt ned fra himlen i 1219. På 800-årsdagen for begivenheden ankommer Hendes Majestæt Dronningen til byen med Kongeskibet Dannebrog og indleder et officielt besøg i det baltiske land.

Den 15. juni 2019 er det 800 år siden, at Dannebrog ifølge sagnet dalede ned fra himlen og hjalp den danske konge Valdemar Sejr med at vinde herredømmet over det nordlige Estland. Det skete i byen Lyndanisse, der i dag er kendt under navnet Tallinn, som oversat til dansk menes at betyde ”Danskernes by” (fra ”Taani linn” på estisk). Her vil Dronningen på årsdagen for Dannebrogs fald fra himlen indlede det officielle besøg i den estiske hovedstad, hvor der vil blive fokuseret på det danske flag samt den fælles dansk-estiske historie. Ud over dette vil Dronningen også deltage i 100-årsmarkeringen af Estlands selvstændighed, som landet fejrer i 2018-20.

Det er Hendes Excellence Estlands Præsident Kersti Kaljulaid, der er vært ved Dronningens besøg. Sammen vil Dronningen og Præsidenten åbne guldalderudstillingen ”Dannebrog - The Flag That Fell From The Sky" på Kadriorg Slots kunstmuseum. På udstillingen kommer besøgende til at opleve værker af blandt andre Christen Købke, C. W. Eckersberg og Nicolai Abildgaard sammen med C.A. Lorentzens berømte maleri af Dannebrog, der falder ned fra himlen. Det kendte maleri udstilles hermed første gang uden for Danmark. 

Efterfølgende tager Dronningen del i et alsidigt program, der omfatter indvielsen af Tallinns nyanlagte have, Den Danske Dronnings Have, åbningen af en historisk udstilling samt uddelinger af forskerstipendier. Dronningen vil også være til stede på Frihedspladsen i hjertet af Tallinn, hvor der afholdes familiedag for at markere det danske og det estiske flag. Kunstnere fra både Danmark og Estland vil optræde, og efterfølgende vil Dronningen og Præsidenten overvære en festforestilling i Estonia Concert Hall. Om aftenen er Præsidenten vært for en gallamiddag til ære for Hendes Majestæt. Besøget afsluttes dagen efter med en festgudstjeneste i Tallinn Domkirke, der blev grundlagt kort tid efter den danske erobring i 1219.

(Kongehusets pressemeddelelse, 15.04.2019)

HMQueen