Spring til indhold

Danmarks bidrag til Baltic Air Policing fuldfører udstationering på Ämari Air Base i Estland

29.08.2014  16:34
Fredag d. 29. august 2014 overdrog det danske detachement Fighter Wing Skrydstrup NATO’s Baltic Air Policing mission i Estland til et tysk kontingent ved en rotationsceremoni på Ämari Air Base.

Til stede var estisk forsvarsminister Sven Mikser, øverstbefalende i det estiske forsvar Gen. Maj. Riho Terras, souschef på den danske ambassade i Estland David Michael Schjerlund samt souschef på den tyske ambassade i Estland Reinhard Wiemer.

De fire F-16 fly med tilhørende mandskab på i alt 50 personer fra Fighter Wing Skrydstrup har de seneste fire måneder deltaget i overvågning af Baltisk luftrum samt foretaget flere afskæringer af uautoriserede flyvninger i området.

Oberstløjtnant Martin Lysemose siger om opholdet: ”Det danske kontingent har været meget glade for at være en del af NATO Baltic Air Policing missionen 2014. Det danske luftvåben står altid til rådighed for NATO og er klar til at tage en mission, hvis det er nødvendigt. Vi har haft glimrende støtte fra vores værtsnation og vores ophold her i Estland har været en fornøjelse. Vi ser frem til at komme tilbage hertil på øvelse eller mission.”

Det var den femte Baltic Air Policing rotation for Fighter Wing Skrydstrup siden missionen begyndte i 2004, men rotationen på Ämari markerer samtidig første gang, at Baltic Air Policing har været varetaget fra Estland.

Canadiske og portugisiske tropper vil endvidere afløse de nuværende enheder fra Storbritannien og Polen i Siauliai, Litauen, som tidligere var eneste base for Air Policing i Baltikum. Overdragelsen her vil ske ved en officiel ceremoni mandag d. 1. september.

""