Spring til indhold

Den danske statsminister og forsvarsministeren besøgte Estland

19.01.2018  10:45
Besøg fra den danske statsminister og forsvarsministeren den 14.-15. januar 2018 – i billeder.

Søndag den 14. januar fik soldaterne i Tapa besøg af statsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, ledsaget af den estiske premierminister og forsvarsminister. I 9 graders frost blev der igen holdt varme velkomsttaler, hvorefter ministrene spiste uformelt med soldaterne i kantinen og inspicerede de gode, spritnye indkvarteringsforhold på kasernen. 

Min1
Foto: Headquarters of the Estonian Defence Forces

Størstedelen af de 200 danske soldater, som udgør det danske bidrag til bataljonskampgruppen i Tapa, ankom med to C130 Hercules-fly den 10. januar 2018. En del ankom også til Paldiski havn sammen med de militære køretøjer om bord på det militære støtteskib Esbern Snare. Soldaterne bliver i Estland i 6 måneder, hvorefter de afløses af 200 nye kolleger.

MIn2
Foto: Headquarters of the Estonian Defence Forces

Den 13. januar fulgte en Transfer of Authority-ceremoni på basen i Tapa, hvor OL Carsten Winther formelt overdrog kompetence til den walisiske eFP Battle Group Commander. Storbritannien er rammenation for bataljonskampgruppen på i alt ca. 1.000 mand, der indgår i den 1. Estiske Brigade. Ambassadøren talte igen til og med det danske bidrag, skitserede den sikkerhedspolitiske situation og understregede, at de danske soldaters ankomst er yderst værdsat i Estland, som et håndgribeligt udtryk for NATO-solidaritet og -afskrækkelse.

Min3
Foto: Alar Truu (Õhtuleht)

Mandag den 15. januar fulgte en række bilaterale samtaler, ligeledes i uformel stemning, mellem statsministeren og den estiske præsident Kersti Kaljulaid og premierminister Jüri Ratas samt mellem forsvarsministeren og dennes estiske kollega Jüri Luik. Alle steder blev der fra estisk side takket hjerteligt for det danske bidrag til Estlands og NATO’s sikkerhed. Der blev også ønsket tillykke med Estlands 100 år siden uafhængigheden i 1918. Netop 200 danske soldater deltog også dengang i Estlands uafhængighedskrig. Fra estisk side glæder man sig til at fejre Dannebrogs legendariske 800 år i 2019.

Min4

Både dansk og estisk presse fulgte besøget, der gik til de tre baltiske lande.

Min5

… og den danske presse fik under turen på vej videre til Litauen og Letland, stadig i Hercules-flyet, lejlighed til at fotografere statsministeren, der fra åben bagklap hilser på F16-flyene i luften. Et foto, som man nok kommer til at huske!



Seneste nyt

    Se alle